Koloskopi

Forberedelse 

Obs! undersøgelsen foregår som udgangspunkt med bedøvende og beroligende medicin gennem blodårene så forvent, at du ikke kan køre bil eller arbejde den dag.

Blodfortyndende medicin:

  • Du skal holde pause med din blodfortyndende medicin på nær Hjertemagnyl/Hjerdyl/Magnyl.
  • Hvis der ikke allerede er lavet en aftale om eventuel pause, skal du kontakte klinikken.

Stop med at tage jern-tabletter og fibertilskud 7 dage op til undersøgelsen:

  • Hvis du tager jerntabletter eller fibertilskud (f.eks. fibertilskuddet HUSK), skal du holde pause med dette fra 7 dage før undersøgelsen.

Undgå fiber og kerner i 4 dage op til undersøgelsen:

  • Du må ikke spise fiberrig kost, kerner (fx fuldkornsbrød), små kerner (fx frugtkerner og birkes) i 4 dage op til undersøgelsen.

Flere eksempler på fødevarer du skal undgå:

  • Brød med kerner og frø (du må gerne spise rugbrød, så længe det er kernefrit)
  • Porrer, ærter og bønner
  • Rå gulerødder
  • Asparges af alle slags og former
  • Frugter med skræl (du må spise æbler og pærer, men skræl dem først)
  • Kiwi (på grund af kernerne)
  • Vindruer og tomater (på grund af skræl og kerner)
  • Bær med små kerner (fx jordbær, solbær, hindbær og brombær)
  • Marmelader lavet af bær med kerner (se herover) samt marmelader med skræl
  • Havregrød og havregryn

Husk apotek besøg:

Du skal hente udtømningen som enten kan være Moviprep, Plenvu eller Picoprep på apoteket. Vi lægger en recept ud og regionen betaler for udtømningen.

Det er meget vigtigt, at der ikke er afføring i din tyktarm ved undersøgelsen. Derfor skal du gennem en udrensning i dagene før undersøgelsen.

Der er 2 doser i pakken. Første dosis skal du tage kl. 16 dagen før og anden dosis skal du tage kl. 20 dagen før undersøgelsen.

Se mere om medicinen og hvordan den blandes: (Vælg aftendosering på linket)

https://www.plenvu.dk/plenvu/patient/taking-plenvu#dosing-schedule-3

Se også videoen om vejledningen til tarmudrensning: Vejledning til tarmudrensning

Planlæg din hjemtransport:

Du skal selv sørge for transporten til og fra undersøgelsen/operationen.

Dagen før undersøgelsen (Før kl. 12):

  • Må du kun spise fast føde indtil kl. 12, som skal være fiberfattig. 
  • Et eksempel på et let måltid er jævnet suppe eller lyst franskbrød uden kerner, æg og mælkeprodukter.

Dagen før undersøgelsen (Efter kl. 12):

  • Drik rigelig væske resten af dagen.
  • Indtag ikke fast føde.
  • Drik rigeligt med klare væsker.
  • Bouillon/klar suppe uden fyld, vand, saft, sodavand, juice uden frugtkød
  • Drik gerne i alt 2-3 liter i løbet af dagen
  • Undlad tyggegummi.

På dagen:

  • Undgå mælkeprodukter
  • Vi fraråder altid rygning men ekstra meget 24 timer op til din undersøgelse.

2 timer før undersøgelsen:

  • De sidste 2 timer før undersøgelsen må du ikke drikke noget.

Tag din vanlige morgenmedicin:

Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din vanlige morgenmedicin på undersøgelsesdagen.

Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin.

Kontakt klinikken ved spørgsmål.

Please note: Feel free to contact the secretary for an English walkthrough of the restrictions if needed.

Undersøgelse

Koloskopiundersøgelse

Når du kommer til din koloskopiundersøgelse, sørger vi for, at du føler dig så tryg og godt tilpas som muligt. Du bliver bedt om at lægge dig på en briks, hvor du får et klæde over dig, så du kan føle dig komfortabel under hele forløbet.

Først ligger du på ryggen, mens vi anlægger et lille drop i armen. Gennem dette får du beroligende, afslappende og smertestillende medicin – den samme type medicin, som anvendes på hospitalerne. Medicinen hjælper dig med at slappe af og gør undersøgelsen så behagelig som muligt.

Når medicinen begynder at virke, hjælper vi dig med at vende dig om på venstre side med let bøjede knæ. Mange oplever, at de bliver meget afslappede og måske døser hen eller falder i søvn under undersøgelsen. Hvis du foretrækker det, kan du også følge med på skærmen og se undersøgelsen undervejs.

Vores personale er hos dig gennem hele forløbet og sørger for, at du føler dig tryg, informeret og godt taget hånd om.

Efter undersøgelsen

Hvis du har fået beroligende og /eller smertestillende medicin, må du ikke selv køre bil før 24 timer efter undersøgelsen, og der skal være en ansvarlig person i hjemmet. Vi anbefaler at man har en ledsager med til undersøgelsen.

Det er meget almindeligt at man ikke husker så meget af undersøgelsen, når man har fået medicin. Det er en velkendt bivirkning. Derfor ringer vi til dig næste hverdag og gennemgår resultaterne.